For alle folkepensionister, efterlønsmodtagere og førtidspensionister i Gladsaxe Kommune.
Se billeder og omtale af Ældrestyrkens mødeaktiviteter og foredrag i 2022 herunder.
Vi afholder Ældrestyrke-møde / julemøde torsdag d. 24. november kl. 12-15.
Vi skal stadig passe på os selv og hinanden ift. corona.
Kom til vores årlige julemøde med gløgg og æbleskiver, bankospil, julehygge og julesamvær med fællessang, snak og julegrin.
Der vil kun være gløgg og æbleskiver samt kaffe / te (ingen frokost) ved dette møde.
Tilmelding til Isabella Mørch på e-mail isabella.m1@godmail.dk eller tlf. 27 64 15 11 inden d. 20. november.
Mødet afholdes i vores vante lokale i Aktivitetshuset Seniorklubberne i Høje Gladsaxe, lok. 4 (via indgang til lok. 3).
Adresse: Høje Gladsaxe Torv 2H, 2860 Søborg.
De bedste vintersolhvervs- og nissehilsner og gode nytårsønsker for det nye år.
Tovholderne
Den 29. sep. 22 havde Ældrestyrken besøg af Elsebeth Melgaard, som kommer fra Nej til oprustning - ja til bæredygtig sikkerhedspolitik (fredsbevægelsen).
Elsebeth fortalte om deres hjemmeside og kom ind på, at det er en svær diskussion, da den er plumret og med modhistorier. Putin fører også hybridkrig… skaber forvirring og kaos.
Hvordan kan vi arbejde mod strømmen? Hvilke historier er der rundt i verden og omkring konflikterne?
Fredsbevægelsen vil bidrage til, at en sikkerhedspolitik, der er baseret på nedrustning, diplomati, fredsforskning og konfliktløsning, kan realiseres. Fredsbevægelsen bør have størst mulig politisk og samfundsmæssig bredde og etablere samarbejde med lignende bevægelser i andre lande.
Elsebeth kom også ind på FNs Verdensmål, mål 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner:
På et spørgsmål om bæredygtige perspektiver, gav Elsebeth eksempler som:
På deres hjemmeside kan man skrive under på:
På hjemmesiden kan man bl.a. også læse om fredsbevægelsens grundlag og om OMTÆNKE-tanken. Der findes en folder, som man kan læse eller printe ud her.
Det var et inspirerende og spændende møde, hvor vi bl.a. talte om nogle dilemmaer og kom med idéer til konkrete handlinger og spørgsmål; hvor vi blev klogere på hvilke muligheder, der er, som alternativ til krig. Processen er i gang, men overhovedet ikke slut!
Stor tak til Elsebeth!
Vi ses igen den 27. oktober til næste Ældrestyrke-møde 🙂
Ref. Isabella
25. maj 22 havde Ældrestyrken sin sommertur, hvor vi mødtes ved Bådfarten (Aldershvile Planteskole). Vi sejlede rundt en time, hvor styrmanden fortalte om den tidlige industri, søens liv,
Matador-optagelser mmm. Skøn tur på søen og med historiske briller på😀👍.
Vi stod af ved Frederiksdal / Den gamle Have, hvor Ulla Lumborg (fra tovholdergruppen) fortalte om Frederiksdals historie, Hjortholm, den arkæologiske udgravning af det lange hus på Bakken, lidt om møllerne og det nuværende Frederiksdals Slot.
Det var spændende, og vi gik rundt i området for at se og føle historiens vingesus😎.
Tilsidst fik vi frokost i Drivhuset, hvor fællessang udbrød helt spontant😀. Vi havde dejligt solskin på hele turen… regnvejret ventede indtil hjemturen!
Tak for en berigende og fornøjelig sommertur👍.
Isabella (kontaktperson i Ældrestyrken).
Den 28. april havde Ældrestyrken besøg af Søren Søndergaard, medlem af Folketinget.
Søren fortalte om situationen i Ukraine, forsvarsforbeholdet og oprustningen. Hvad sker der i Ukraine, Hvem har ansvaret?
Danmark har siden 1993 haft EU-forsvarsforbeholdet, men nu skal vi til folkeafstemning den 1. juni.
Hvad betyder forbeholdet i dag, og hvorfor vil regeringen afskaffe det?
Søren kom bl.a. ind på militære opgaver / missioner i Afrika, og at FN bør bruges som alternativ til EU vedrørende missioner. Oprustning er svaret på Putins invasion. NATO har større kapacitet og militær end Rusland. Rusland har gamle våben, men har atomvåben.
Ukraine har ikke været selvstændigt ret længe (2017).
Der blev en livlig dialog, og vi fik en større indsigt i forbeholdets betydning og situationen i Ukraine.
Stor tak til Søren!
Ref.: Isabella
Den 31. marts fik Ældrestyrken besøg af Nahid Riazi, dansk iransk-født kvindeforkæmper, samfundsdebattør og foredragsholder. Hun kom til Danmark som politisk flygtning fra Iran i 1989. Nahid var bl.a. involveret i kampen mod kønsapartheid mod kvinder i Iran.
Nahid tog udgangspunkt i sin nye bog (udkom 10.2.22), “Fremmedgjort i Iran, Fremmed i Danmark”. En erindrings- og debatbog om bl.a. højrenationalismens fremmarch i Danmark og de vestlige lande.
Nahid var 13 år, da revolutionen brød ud i Iran, og som 21-årig måtte hun flygte til Danmark.
Iran blev den første islamiske stat. Meget blev forbudt (film, kultur, at elske m.m.), undertrykkelse, hvor man ikke måtte organisere sig.
To identiteter – den iranske og at skabe en ny i Danmark. Nahid kæmper for kvinder og deres rettigheder. Der er også fattigdom i Iran.
Efter den 11. september 2001 skete en højredrejning i verden. Alle er potentielle terrorister.
Der er som regel kun fokus på konflikter og magtkampe mellem korrupte og diktatoriske regimer, når man hører om Mellemøsten.
Hun har oplevet, hvordan flygtninge bliver reduceret til fremmede og på den måde umenneskeliggjorte, mænd, kvinder, børn og så flygtninge. “De der flygtninge” har også børn, har savn, har følelser (som alle andre). Ligeværdighed og en forståelse af, at alle er mennesker.
Nahid pegede på, at ukrainske flygtninge er velkomne i skoler, på arbejdsmarkedet, uddannelser og bliver støttet hertil. I stedet for en særlov, så holde fast i en lov, der gælder alle.
Tydelig politik - hvad er det egentligt, vi støtter?
Nahid havde taget nogle af sine bøger med (salg), og de blev bogstaveligt talt revet væk!
Det var et spændende oplæg, som både undervejs og efterfølgende gav anledning til dialog.
Stor tak til Nahid!
ref.: Isabella
Den 24. februar 2022 startede vi i Ældrestyrken efter to års pause (COVID-19).
Det blev Finn Sørensen, tidligere folketingsmedlem, der ‘åbnede ballet’.
Finn Sørensen startede mødet med kommunikationens tre porte, som kunne være til gavn (politiske situationer, interviews, samtaler m.m.):
Finn fortalte også noget om den generelle politik og kom ind på:
Der var en god stemning og dialog med flere spørgsmål, og vi sluttede af med at synge Lærkesletten.
Stor tak til Finn!
Ref.: Isabella
Ældrestyrken blev oprettet i 2011 som en selvstyrende gruppe for personer over 60 år i Gladsaxe med interesse for sociale forhold, ældrepolitik, kulturelle og lokalhistoriske emner
og international politik.
Vi mødes kl.12.00 til ca. 15.00 den sidste torsdag i hver måned, hvor vi spiser frokost sammen, synger og drøfter aktuelle samfundspolitiske og historiske emner med vægt på dialog og debat.
Møderne er åbne for alle interesserede, men tilmelding er nødvendig senest 3 dage før mødets afholdelse af hensyn til frokosten, og fordi vi max kan være 25 deltagere.
Vil du vide mere om vores aktiviteter, kan du ringe og høre nærmere via Isabella Mørch, isabella.m1@godmail.dk eller mobil: 27641511.
Ældrestyrkens folder for 2020
Klik for at downloade vores 4-sidede A5-folder om bl.a. vores mødeaktiviteter i 2020.
Herunder kan du se billeder og omtale af Ældrestyrkens mødeaktiviteter og foredrag i 2020.
Emnet for Ældrestyrkens møde den 27. februar 2020 i Seniorklubberne i Høje Gladsaxe var lidt svært at gennemskue på forkant. Ikke alle havde hørt om eller vidste, hvad Den sociale kapital var for en størrelse, så professor Peter Hasles oplæg om netop det emne var imødeset med en vis spænding.
Peter Hasle er professor ved Institut for Teknologi og Innovation og medforfatter til bogen ”Ledelse med social kapital”.
- Mennesket er et socialt dyr, det har vi indbygget i vores gener, og derfor har det moderne menneske også stadig de samme gener og de samme behov for andre mennesker, understregede han. Vi har behov for at bidrage til noget udenfor os selv, og behov for at blive anerkendt som en respekteret og værdifuld person.
Den sociale kapital er således de relationer mellem mennesker, der bygger på retfærdighed og tillid og er en ressource, som findes i alle større eller mindre virksomheder.
Næste møde i Ældrestyrken bliver den 26. marts 2020 kl. 12.00 i Seniorklubberne i Høje Gladsaxe. Oplægsholder bliver tidligere praktiserende læge, Mogens Elmer, der vil tale om ulighed i sundhed.
Alle seniorer kan deltage i Ældrestyrkens møder, dog er det nødvendigt med tilmelding af hensyn til frokosten og pladsforholdene på odor@tdcadsl.dk eller 20 47 68 90 senest 2 dage før mødets afholdelse.
Tovholderne
Det var en yderst veloplagt Christian Juhl, folketingsmedlem for Enhedslisten (EL), der den 30. januar 2020 i Seniorklubberne i Høje Gladsaxe holdt et oplæg om Grønland og Arktis for Ældrestyrken. Christian er EL´s ordfører for Rigsfællesskabet og Nordisk Samarbejde, og han indledte med en kort gennemgang af Grønlands historie som dansk koloni.
Der er meget fokus på Grønland og Arktis i denne tid, især efter at USA har tilbudt at købe Grønland, og freden i Arktis kan være på retur. Selve Arktis tilhører indtil nu ingen, men er en slags tomrum i verdensordenen, men dermed også åben og i fare for fremtidige konflikter.
Med isens afsmeltning og åbningen af nye handelsruter i Arktis viser andre lande som Rusland og Kina nu også stor interesse for det arktiske område og dermed også for Grønland. USA og Rusland opruster militært i området, mens Kina sætter ind vidensmæssigt. Danmark har interesser i Arktis på grund af Grønland som en del af Rigsfællesskabet.
Deltagerne gik hjem med en ny udgave af ”Seniorhåndbogen”, som Ældrestyrken har fået foræret af LO Faglige Seniorer i Storkøbenhavn.
Næste møde i Ældrestyrken bliver den 27. februar 2020 kl. 12.00, hvor professor Peter Hasle vil fortælle om den sociale kapital. Husk tilmelding på odor@tdcadsl.dk eller 20476890.
Tovholderne