03-09-2021

Tjek om din PC er klar til Windows 11

Den 5. oktober 2021 begynder udrulningen af Windows 11, der kommer til at erstatte Windows 10 - først til nye PC'er, der er designet til systemet, og dernæst omkring midten af 2022 til PC'erne, der allerede er udstyret med Windows 10.

Det forlyder, at Windows 11 bliver gratis for dem, der allerede har Windows 10.

Ikke alle PC’er vil være i stand til at køre det nye Windows 11. Der bliver stillet en række strengere krav, som kun få år gamle computere vil være i stand til at leve op til.

Windows XP blev i sin tid enormt populær. Det gjorde efterfølgeren Windows Vista derimod ikke - ikke fordi det var et dårligt styresystem, tværtimod, men fordi kravene til den hardware, det kunne køre på, ofte var højere end for Windows XP - og desuden var der ikke tilpassede drivere til alle tilsluttede apparater fra begyndelsen, og ikke alle apparater - såsom skannere - fik nye overhovedet. Mange måtte købe nyt udstyr eller opgradere PC'ens hukommelse for overhovedet at være i stand til at tage det nye Windows Vista i brug dengang. 

Det forsøger Microsoft at undgå ved den langsomme udrulning  af Windows 11 til gamle PC'er.  

Du kan i detaljer læse om Windows 11-kravene, de nye faciliteter og andre ændringer i forhold til Windows 10 her. Kravene kan dog stadig nå at ændre sig, før styresystemet frigives.

Er det slut med Windows 10?

Kommer der så flere halvårlige udgaver af Windows 10, hvis Windows 11 først bliver almindeligt tilgængelig på allerede købte PC'er i 2022? Ja, der kommer en version 21H2 af Windows 10 til oktober 2021, som alle kan downloade og installere. Det er ikke den samme udgave af Windows som Windows 11. Og Windows 10 understøttes stadig frem til 14. oktober 2025. 

Benyt dette program til at tjekke om din PC er klar til Windows 11

Tjek din PC med Microsofts program Tilstandskontrol for PC

Har din PC overhovedet TPM 2.0?

Hvad er platformsmodulet TPM egentligt for noget?

Der er tale om en dedikeret sikkerhedsprocessor, der bruges til at udføre hardware-baserede kryptografiske funktioner for at sikre krypteringsnøgler og forhindre manipulation med hardwaredrivere og boot-processen.

Mens nogle bundkort har dedikerede slots (pladser), som brugerne kan installere et TPM-modul fysisk i, har Intel og AMD siden 2013 indbygget firmware (i flashhukommelse) med TPM-teknologi i mange af deres mikroprocessorer, der udfører den samme funktionalitet som en TPM 2.0-processor ville gøre.

For Intel-processorer kaldes den indbyggede TPM 2.0 Intel Platform Trust Technology (Intel PTT), og for AMD kaldes den AMD Platform Security Processor.

TPM 2.0-processorer er nu et krav i Windows 11, da de bruges til at drive mange af sikkerhedsfunktionerne i operativsystemet.

Ifølge Microsoft kræver følgende sikkerhedsfunktioner i Windows TPM 2.0:

  • Measured Boot
  • Enhedskryptering
  • WD System Guard
  • Device Health Attestation
  • Windows Hello/Hello for Business
  • TPM Platform Crypto Provider Key Storage
  • SecureBIOS
  • DRTM
  • vTPM i Hyper-V

Tjek, om du har et TPM-modul og i så fald hvilken udgave: 1.2 eller 2.0. Du kan trykke tastkombinationen Win-R og indtaste tpm.msc efterfulgt af et tryk på Enter-tasten for at afgøre, hvilken udgave af TPM-modulet, du har.

En anden mulighed er at indtaste tpm i søgefeltet i proceslinjen og trykke på Enhedssikkerhed.

Det samme kan gøres ved at gå til Start > Indstillinger > Opdatering og sikkerhed > Windows sikkerhed > Enhedssikkerhed. Under Sikkerhedsmodul kan du klikke på Oplysninger om sikkerhedsmodul. Her kan du se Version af specifikation. Er den 2.0, har PC’en det rette platformsmodul til Windows 11.

Herfra kan oplysninger om krypteringsnøgler, serie- og produktnumre desuden slettes, men gør det ikke uden at have sikkerhedskopieret dine filer. Og det er ikke noget, der er behov for i forbindelse med at undersøge om du overhovedet har et modul.

Måske kan din PC alligevel håndtere TPM 2.0

Men selvom din gamle PC egentligt ikke understøtter f.eks. kravet om TPM 2.0, kan du måske godt køre det nye styresystem alligevel. For din PC-producent kommer måske til at tilbyde en BIOS-opgradering, der indbygger TPM 2.0 som software i netop din PC-model. Det har producenten ASUS allerede gjort. Læs mere herunder.

Har du slået automatiske opdateringer til i Windows Update, vil TPM-modulet ofte være blevet opdateret automatisk til version 2.0. Hvis det ikke er sket, kan du gå til denne engelsksprogede Microsoft-webside, hvor der er links til opdateringer for InfineonFujitsuHPLenovoPanasonic og Toshiba.

Selvom Tilstandskontrol for PC viser, at din PC ikke kan køre det nye styresystem, kan den det måske alligevel! For nogle PC’ers vedkommende behøver TPM 2.0 blot at blive aktiveret i BIOS-indstillingerne.

Hvordan finder du ud af, om det kan lade sig gøre?

For at komme ind i BIOS, tryk på ESC-, Del- eller F2-tasten under opstarten af din PC. Ved at gå gennem menuerne dér, kan du kigge efter TPM-muligheden, der sædvanligvis kaldes PTT eller PSP fTPM.

Hvis ovennævnte taster ikke virker på din PC under dens opstart, kan du indefra Windows gå til Start > Indstillinger > Opdatering og sikkerhed > Genoprettelse > Avanceret start > Genstart.

Så genstartes PC’en i Recovery-modus. For at komme ind i UEFI (BIOS) derfra, vælg Fejlfinding > Avancerede indstillinger > Indstillinger for UEFI-firmware > Genstart.

I UEFI er der muligvis et menupunkt Security, hvor du kan finde Intel Platform Trust Technology eller AMD Platform Security Processor. Sørg for, at denne facilitet er enabled (slået til).

Har du en ældre ASUS-PC, så læs om TPM 2.0 og installér også firmaets opdatering til deres PC-modeller med over 200 forskellige bundkort ved at klikke her.

Har du en ældre Acer-PC, kan du i BIOS under fanen Security trykke tastkombinationen Ctrl-S for at få vist flere valgmuligheder. Har kan du også se, om du har mulighed for at slå TPM 2.0 til.

I nogle BIOS-udgaver kan det være et krav, at du først vælger et supervisor password. Når det er valgt, gå ud af BIOS og ind igen. Så vises muligvis flere indstillingsmuligheder. Vælger du et password, så skriv det ned!

For glemmer du det, er du virkeligt på den!

Du vil da blive nødt til at fjerne batteriet til CMOS-uret i PC’en (et CR3032-knapbatteri) for at nulstille BIOS og sætte det i igen – hvis det overhovedet hjælper. Uden adgangskoden vil du ikke mere være i stand til at ændre alle indstillinger i BIOS.

Hvad så med gamle Windows 10-PC’er, der ikke opfylder kravene?

Opfylder din PC ikke kravene til Windows 11, kan kravene om TPM 2.0, Secure Boot (UEFI) og 4 gigabyte RAM muligvis ophæves. Læs selv denne engelsksprogede artikel på webstedet Tech Advisor om, hvordan det kan gøres.

Se denne engelsksprogede 17 minutter lange video om, hvordan du måske alligevel kan omgå både TMP-, mikroprocessor- og UEFI-krav ved installation af Windows 11 her:

Bemærk: Det er krævende teknisk at benytte disse metoder, så kan du ikke selv, så alliér dig med teknisk kyndig person. 

Der er dog også et krav om understøttelse af grafikstandarden DirectX 12, der er direkte relateret til grafikhardwaren i din PC, og som det ikke er muligt at omgå. Hvis PC'en ikke understøtter den, hvad gør du så?

Ja, hvis det ikke er muligt at opfylde kravene til Windows 11, og du ønsker dette nye styresystem, kan du blive nødsaget til at investere i en ny PC. Alle nye PC’er i butikkerne opfylder kravene til Windows 11.

Eller du kan vælge at leve videre med Windows 10

Windows 10 Home og Pro-udgavernes support fra Microsoft udløber officielt 14. oktober 2025. Men Microsoft oplyser også, at for den sidste Windows 10-udgave (version 21H1 fra maj 2021) fortsætter supporten med månedlige opdateringer indtil 13. december 2022.

Alle medier siger, at supporten fortsætter frem til oktober 2025, og at der vil komme yderligere halvårlige opdateringer til Windows 10 - i hvert fald et års tid endnu. 

Hvis du fortsætter med Windows 10 efter udløbet af supportperioden, vil din PC over tid i stigende grad blive sårbar over for hackerangreb, fordi nyopdagede sikkerhedsbrister i styresystemet ikke vil blive taget hånd om og lukket.

Hvis du fortsætter med Windows 10 – så brug et SSD-drev!

Hvis du ikke har noget ønske om eller ikke kan opgradere din PC til Windows 11, og du synes, den er ret langsom, hvad kan du så gøre?

Mange PC’er kan opgraderes med et meget hurtigt ikke-mekanisk permanent lager af typen SSD (Solid State Drive), der udelukkende består af ultrakompakt flashlager i form af nogle få elektroniske mikrochips.

Det viser sig, at den komponent i din PC, der oftest bestemmer dens hastighed, ikke er mikroprocessoren men derimod den mekaniske harddisk. Udskiftning til SSD-lager kan gøre PC'en meget hurtigere.

Du kan læse meget mere om muligheden for at opgradere til et SSD-drev her. Du kan opnå, at også en lidt ældre PC, der faktisk godt kan køre Windows 11, ligeså kan blive 5 gange hurtigere til at starte og åbne programmer – og det typisk til en pris på blot 400-800 kr. Følger du linket, kan du også tjekke, om det overhovedet er muligt at opgradere din PC med et SSD-drev.

Med venlig hilsen

Vores Blog om PC og Mac.
Vores blog om smartphones og tablets.

Seneste kommentarer

16.09 | 14:45

Ja, og hvor kan man dog ønske at langt flere russere fik VPN-tilgang til verden uden for de putinstyrede kanaler. -

01.06 | 09:36

Lyt til Danmarks bedste radiostationer og podcasts gratis på https://www.megaradio.dk/

01.05 | 11:41

God funktionel beskrivelse.
Appen Flyt til Ios har dog fået rigtig dårlig kritik, men heldigvis har jeg gode erfaringer med Samsungs Smart Switch.

30.12 | 10:15

glædelig jul og godt nytår
til jer alle
hilsen kurt

Del siden