17-10-2020

Apples 2020-lancering af iPhone 12 – nye muligheder med kameraerne

Da nogle af PC-mødestedet gæster har en iPhone, fortælles her om 2020-modellerne. Det er iPhone 12 Pro i de fire tilgængelige farver, der ses her til venstre. Fra Apples præsentationsvideo. 

Den 13. oktober 2020 lancerede Apple en ny serie af iPhones kaldet iPhone 12 mini, iPhone 12, iPhone 12 Pro og iPhone 12 Pro Max. De kommer på markedet i oktober og november 2020.

Du kan på læse Apples egen præsentation på dansk af bl.a. kamerafunktionerne samt en kort video om dem her. Eller du kan læse om dem herunder. 

Blandt de nye ting er:

  • 5G (5. generations mobiltelefoni) med hastigheder op til 3,5 gigabit/s (over 400 megabyte per sekund) under optimale omstændigheder og 100 megabyte under mere normale omstændigheder. Det betyder både hurtigere download og upload end oplevet før, når der er 5G-mobilnetværk i nærheden.

    Lav latenstid ved trådløs internet, hvilket gør telefonerne hurtigere i især spil, hvor flere kan spille sammen.

    Bedre muligheder for, at mobilnetværket virker, når mange mennesker er tæt samlet – f.eks. på et stadion.

    Selvom iPhone 12 virker med 5G, understøttes stadig både GSM, 3G og 4G.

  • 4G op til 2 gigabit per sekund.

  • En ny mikroprocessor, A14 Bionic, der er betydeligt hurtigere end noget, der før er set i smartphone-industrien. Den har 11,8 milliarder transistorer.

  • Lidt større skærme fysisk på alle modeller i forhold til forgængerne i iPhone 11-serien, selvom telefonerne har samme fysiske størrelse.

  • Flere pixels på skærmen og OLED-teknologi med HDR-visning.

  • 1.200 nits (candela per m2) lysstyrke – med over dobbelt så stor lysstyrke på skærmen.  

  • 2.000.000:1 kontrastforhold mellem de mørkeste og lyseste områder af skærmen.

  • Forbedrede kamerafunktioner med HDR-optagelse, optagelse i svagt lys og Dolby Vision.

  • De to Pro-modeller har dybdeoptagelseskamera med LiDAR-teknologien.

  • Forbedret mulighed for trådløs opladning.

  • Opladning kan også ske med et USB-C-kabel, som de fleste nye pc’er er udstyret med porte til.

  • Nyt forstærket skærmglas, som kaldes ceramic shield (keramisk skjold), der er 4 gange stærkere end på tidligere iPhone-modeller.

  • Støv- og vandtæt i op til 6 meters dybde i 30 minutter.

  • Den kan optage video i 4K-opløsning med 60 billeder i sekundet.

  • Åbn telefonen blot ved at holde den op foran ansigtet.

  • Den mindste mængde flashhukommelse er nu 128 gigabyte.

  • Priserne for de forskellige modeller er de samme som for iPhone-modellerne.

Læs videre for at finde ud af, hvad forskellen er mellem de fire nye iPhone 12-modeller.

iPhone 12 mini

En ny mindre model end tidligere generationer iPhone:

  • 2340 x 1080 pixels OLED-skærm - højere opløsning end tidligere.

  • 476 pixels per tomme.

  • 2 bagside- og 1 forsidekamera. Ultravidvinkels- og vidvinkelskamera på bagsiden.

  • Fysisk lettere, tyndere og mindre end iPhone 8, der har en 4,7 tommer skærm, men iPhone 12 mini har alligevel en 5,4 tommer skærm.

  • Fås i farverne sort, hvid, rød, sølv, stillehavsblå.

  • Pris fra 6.199-7.599 kr.

iPhone 12

  • Som iPhone 12 mini, men med en 6,1 tommer skærm.

  • Pris fra 6.999-8.399 kr.

iPhone 12 Pro

Er i kirurgisk kvalitets rustfrit stål.

Fås i farverne sølv, grafitgrå, guld og stillehavsblå.

6,1 tommer skærm.

2778 x 1284 pixels – næsten 3,5 millioner pixels. Der er mere end Full HD men mindre end 4K.

458 pixels per tomme.

3 bagside- og 1 forsidekamera:

  • Ultravidvinkel (12 megapixels, f/2.4, 13 mm, 120 grader, 5 linseelementer).

  • Vidvinkel (12 megapixels, f/1.6, 26 mm, 27 % forbedring ved svagt lys, optisk billedstabilisering, 100 % fokuspixels, 7 linseelementer).

  • Teleobjektiv (12 megapixels, f/2.0, 52 mm, 4x optisk zoom, optisk billedstabilisering, fokuspixels).

En LiDAR-scanner (Light Detection And Ranging) på bagsiden til at tage dybdekort af en scene. Det muliggør scanning af et rum med eventuel automatisk arealberegning eller placering af virtuelle møbler i det, mens kameraet peger rundt i rummet, og du vender og drejer det. Det er lige noget for ejendomsmæglere, huskøbere, indretningsarkitekter og spildesignere.

Det giver også mulighed for 3D-scanning af objekter i et rum eller af et helt rum, som man derefter kan ”bevæge” sig rundt i ved at bevæge kameraet, mens man ”går” rundt i det.

Udklipning af 3D-scannede objekter og indsættelse af dem i en anden scene er i teorien mulig. Det kan give mulighed for helt nye AR-anvendelser (Augmented Reality – udvidet virkelighed) af en smartphone, end vi kan forestille os i dag.

LiDAR giver også mulighed for kameraet at optage i mørke og hurtigt autofokusere i svagt lys med forbedret nøjagtighed og reduceret optagelsestid. I princippet bliver det muligt med optagne 3D-objekter for neuralprocessoren af afgøre, hvad de rumlige objekter i billedet forestiller. Det virker både for foto og video. Det forbedrer også optagelse af portrætter i aftenmodus.

En helt ny anvendelse kan være at 3D-scanne objekter og lægge dem i et bibliotek til senere brug ved indsættelse i billeder eller videoscener.

Hvis du gerne vil prøve tøj virtuelt på et websted, der sælger tøj online, kan du 3D-scanne dig selv (eller få en anden til at scanne dig med telefonen) og uploade 3D-billedet til webstedet, så du kan prøve tøj af på ”dig selv” og dreje billedet af dig rundt med det nye tøj på som i et spejl på pc-skærmen eller smartphonen – og zoome ind og ud for at se detaljer eller helheden.

Eller se på tøj via smartphonen og benytte selfiekameraet, så du ser dig selv – men med det nye tøj på – ligesom med WhatsApp, hvor du kan videosamtale med en anden, som får kaninører eller sjove briller på sit videobillede – et eksempel på augmented reality (udvidet virkelighed).

Eller noget for kvinden, der om morgenen står ud af sengen, da telefonen ringer – upåklædt, med uglet hår og uden makeup. Her kan telefonen manipulere videoen, så disse ting er i orden, så FaceTime-samtalen kan finde sted uden panik.

Eller man kan tage et dybdebillede af en person for at måle dennes højde og andre mål – for telefonen ved jo, hvor stor den er, og kender sin orientering i rummet og kan derfor bedømme afstand og højde i millimeter – med en del kunstig intelligens.

  • En billedsignalprocessor, der sammen med andre funktioner i mikroprocessoren kan behandle fotos og videoer og ud fra motivet justere lys og farver på måder, som ikke er mulige med traditionelle kameraer – med maskinlæring via en 16-kernet neural netværksprocessor.

  • RAW-fotos kan behandles med den kunstige intelligens kaldet Apple ProRAW. Både CPU, grafikprocessor, billedprocessor og den neurale netværksprocessor sammensætter dynamisk med Deep Fusion og Smart HDR (computational photography) flere samtidigt optagede billeder af scenen med alle fire kameraer på en intuitiv måde.

    Ting som skarphed, hvidbalance og tonemapping bliver noget, der efter billedet er taget, kan styres fremfor at være fastlagt i fotoet, med fuld kreativ kontrol over farver, detaljer, HDR-virkning og indstillelig bokeh-effekt ved portrætfotos.

  • Optagelse af video i HDR eller Dolby Vision HDR med over 700 millioner farver i 4K-opløsning og op til 60 billeder per sekund.

  • Video kan også redigeres og deles i Dolby Vision.

  • Pris fra 8.899-11.599 kr.

iPhone 12 Pro Max

Som iPhone 12 Pro, men med en skærm på 6,7 tommer.

3 bagside- og 1 forsidekamera:

  • Nyt teleobjektiv (12 megapixel, f/2.2, 65 mm, 2,5x optisk zoom, optisk billedstabilisering, 6 linseelementer, fokuspixels).

  • Ny vidvinkel (12 megapixel, f/1.6, 26 mm, 1,7 mikrometer pixelsensor (47 % større), ny optisk billedstabilisering (sensorshift, der kendes fra dyrere spejlreflekskameraer), 100 % fokuspixels, 7 linseelementer). Det giver 87 % forbedring ved svagt lys med eksponeringstider på op til to sekunder for håndholdte optagelser.

  • Fra ultravidvinkel på 13 mm til teleobjektivets 65 mm kan opnås 5x optisk zoom.

  • Pris fra 9.699-12.399 kr.

Video om iPhone 12-modellerne

Se Apples administrerende direktør Tim Cook være vært for den 58 minutter lange engelsksprogede præsentation af iPhone 12-modellerne, som blev offentliggjort den 13. oktober 2020.

Klik herunder for at se ovennævnte nye ting vist og demonstreret:

Hvis du ikke ved, hvad computational photography egentligt er for noget, så blev det introduceret på en mere omfattende måde ved præsentationen af iPhone XS i 2018.

Se videoen om dette emne ved klik herunder – den er også engelsksproget:

Til de nye iPhone-modeller hører også iOS 14, der udkom i september 2020 til ikke blot disse modeller, men også ældre iPhones. Du kan læse mere om denne største opgradering i mange år ved at klikke her.

Med venlig hilsen

Lars Laursen, frivillig i PC-mødestedet.

Seneste kommentarer

16.09 | 14:45

Ja, og hvor kan man dog ønske at langt flere russere fik VPN-tilgang til verden uden for de putinstyrede kanaler. -

01.06 | 09:36

Lyt til Danmarks bedste radiostationer og podcasts gratis på https://www.megaradio.dk/

01.05 | 11:41

God funktionel beskrivelse.
Appen Flyt til Ios har dog fået rigtig dårlig kritik, men heldigvis har jeg gode erfaringer med Samsungs Smart Switch.

30.12 | 10:15

glædelig jul og godt nytår
til jer alle
hilsen kurt

Del siden