11-12-2023

Fortæl mig, og jeg glemmer.

Vis mig, og jeg husker.

Inddrag mig, og jeg forstår.

— Konfutse.


PC-mødestedets frivillige er dig gerne behjælpelig med løsning af problemer og opgaver på smartphone, tablet, PC, Mac eller ChromeBook. Kreeret med Midjourney for Lars Laursen.


Hvordan finder du hjælp på nettet?


Mange af os har stået i den situation at skulle finde en løsning på et problem, der driller på vores PC, Mac, smartphone eller tablet. I princippet kan du altid spørge nogen i bekendtskabskredsen.


Men nogle af os har måske svært ved at henvende os til naboen eller den IT-professionelle i familien, som allerede er overbebyrdet af alle henvendelserne fra familie, venner og bekendte – og han skal jo også passe sit arbejde, familie og egne interesser, så hvordan skal han finde tid til det?


Du har måske endda selv en søn eller datter, der ikke er ueffen ud i den fagre nye digitale verden? Men denne person viser sig ikke at være verdens største pædagog. Når han eller hun for dig demonstrerer, hvordan det kan gøres ved hurtigt at trykke på taster og benytte musen, så sker det så hurtigt, at du ikke kan følge med – endsige huske sekvensen af handlinger. Din søn eller datter siger måske, ”Hvorfor kan du ikke finde ud af det? Du er jo intelligent!” Så fik du den!


Problemet er nok, at dit barn synes, at det er dig, der er forælder, og vedkommende selv, der er barn. Det sidder i barnet. Hvis barnet skal hjælpe en forælder, er det som om kompetencepyramiden er vendt på hovedet – og det bryder barnet sig ikke rigtigt om…


Du har måske også erfaret, at din barn er optaget af egen familie, arbejde og måske bor længere væk. Denne har måske de tidslige ressourcer til at bistå dig. 


Hvad gør du så?


Derfor er forælderen ofte nødt til at henvende sig til en anden, der ikke står i et sådant nært afhængighedsforhold. Det kan være en IT-kyndig nabo; en kollega, der er superbruger; eller møde op hos Ældre Sagen; hos bibliotekets IT-hjælp eller i PC-mødestedet i Aktivitetshuset Seniorklubberne i Høje Gladsaxe.


En god måde at lære dig noget på, kan være først langsomt at vise dig, hvordan du klarer problemet – altså hvilken sekvens af handlinger, der skal til, samtidig med at du gives en forståelse af, hvad der egentligt sker og hvorfor. Derefter få du lov til selv at gentage handlingsrækken – og gentage den tre gange. Så har du fået en chance for at indøve det – og kan gøre det igen en anden gang.


Men nogle ting i vores digitale verden støder vi måske kun på én eneste gang. Hvordan kan du selv finde en løsning på problemet?


Hvordan-gør-man-websider

Er du ikke bange for at læse og skrive engelsk, kan du benytte dig af de mange how-to-beskrivelser, der findes der ude. Her er Googles søgetjeneste især brugbar. Det svære i denne forbindelse er at formulere søgeteksten, så du finder noget brugbart. Det kræver bl.a., at du kender ord for det du søger. Min erfaring er, at mange ikke-IT-uddannede simpelthen ikke kender ord for de mange ting og handlinger, der findes på deres PC. Hvordan skal de så kunne finde noget som helst?


Derfor ringer de til eller møder op i en datastue for at få hjælp. Når man spørger dem, hvad problemet er, siger de, at ”Den fungerer simpelthen ikke!” – og spørger man videre til detaljer, er de ofte ude af stand til at beskrive, hvad det er, der ikke fungerer, for personen kender ofte ikke termerne. Det er ligesom i skolen, hvor læreren spørger den uforstående elev, ”Hvad er det, du ikke forstår?” – som om skoleeleven lige på stedet kan forklare dét med ord!

Det kræver ofte et fysisk fremmøde, og så kan personen vise det på sin egen PC, og IT-supporteren får ved selvsyn indsigt i problemet. Og så er løsningen ofte ret nær.


Men af og til er der intet simpelt ved problemet og dets løsning er ukendt for supporteren. Denne må ty til Internettet og dets mange hjælpetjenester.


På Google kan du højst sandsynligt ikke få et tilfredsstillende svar på søgetekster som:


  • ”Jeg kan ikke finde ud af det!”
  • ”Den virker ikke!”
  • ”Min PC vil ikke starte!”
  • ”Printeren virker ikke!”


Der er myriader af svar på sådanne meget generelle spørgsmål. Der skal noget mere konkret og præcist til. Mange PC-brugere kender knap nok ordene for en hel række begreber for de almindelige grafiske brugergrænsefladeelementer og handlinger, der ofte gøres:


Vindue, rullebjælke, rulleskakt, minimér vinduet, maksimér vinduet, opdel skærmen i vinduer, tekstboks, panel, ramme, rude, fane, faneblad, inputfelt, fokus, markør, komboboks, listeboks, skyder, knap, radioknap, afkrydsningsfelt, titelbjælke, menu, menubjælke, menupunkt, undermenu, startmenu, proceslinje, stifinder, udklipsholder, browser, batteristatus, Wi-Fi-status, søgefelt, opgavevisning, widgets, touchpad, berøringsplade, jobliste, apps, ikoner, webadresse, URL, link, adressefelt, opdatér-symbolet, hængelås, fortryd, gør-igen, Alt Graphics-tasten, PrintScreen, udklipsholder, hurtig hjælp, hvordan man indsætter et link i en mail, videresendelse af mail, indsætte specialtegn, smileys og andre emoji-symboler i tekst, Windows-tasten, kontroltasten, Fn-tasten, Capitals Lock, Shift-taster, Alt-tasten, panel, Microsoft Store, Hurtig Hjælp, videresend, tekstindsættelsespunkt.


Hvor svært er det så ikke at kommunikere per telefon med en supportperson?


Eksperten.dk

Det professionelle IT-fagtidsskrift ComputerWorld har overtaget den

dansksprogede onlinetjeneste Eksperten.dk. Her kan søges blandt over

1.000.000 allerede stillede spørgsmål blandt en mængde kategorier.


Ved du ikke, hvad du skal søge efter, kan du selv stille spørgsmål til

andre  brugere af tjenesten, hvoraf nogle er professionelle IT-folk. Alt, de

skal have til gengæld, er anerkendelse i form af nogle point for et svar,

som du kan bruge til noget – så er de tilfredse.


Du kan spendere op til 1.000 point – i bundter af 50-100 point – på

denne måde. Derefter må du selv bistå andre på tjenesten for at optjene

flere point, som du kan benytte til selv at modtage yderligere hjælp.


Gå til Eksperten.dk for at komme ind på tjenesten. Du skal først oprettes som bruger, hvilket er gratis.


Microsofts egen hjælpetjeneste

Har du problemer med Microsoft-produkter?


Som du måske har en anelse om, har Microsoft sit eget tilsvarende supportforum på nettet. Her kan du finde den på henholdsvis dansk og engelsk.


Her kan du finde oplysninger og instruktion i at klare ganske mange problemer vedrørende:


  • Windows 7, 8, 8.1, 10, 11, …
  • Microsoft Office: Word, Excel, PowerPoint, Outlook, Access, Publisher, OneNote
  • OneDrive
  • Windows-apps
  • Microsofts e- mailprogrammer: Windows Live Mail, Outlook, Mail, outlook.dk, hotmail.dk, live.dk.<


Microsofts telefonhotline

Har du brug for at tale med en person hos Microsoft Support på dansk (den ægte, som aldrig ringer dig op, uden at du selv har bedt om det!🤪🦹🏻), kan du henvende dig på deres telefonhotline på tlf. 82 33 31 00.


Er din PC ikke så gammel, hjælper de dig gerne med løsning af dit problem.


Til Android og iPhone

Mange af os benytter vores smartphones og tablets endnu mere end vores PC – ja, nogle af os har endda helt skippet PC’en. Selvom en smartphone på flere måder er enklere at benytte end en PC, kan vi alligevel få brug for hjælp til detaljer. Det findes der heldigvis råd for.


  • Du kan henvende dig på Eksperten.dk som allerede nævnt ovenfor, men du kan også søge andre steder på nettet.

  • Til Android-styresystemet findes der vejledning på dansk fra Google her.

  • Support i tekst og billede til iPhone, iPad, Apple Watch, Mac, Apple TV med mere finder du vejledning til på dansk hos Apple her.

  • Ønsker du at tale med en supportperson hos Apple, kan det lade sig gøre på tlf. 80 24 96 25 eller 70 10 20 07. Supportpersonen kan endda fjernsupporte din iPhone/iPad ved at kigge med på skærmen og fortælle dig, hvor du skal trykke for at komme videre. Du er selv i fuld kontrol hele vejen.


Problemer med PC-hardwaren?

Første forsøg kan være at opdatere PC’ens drivere via Windows Update.


Klarer det ikke problemet, kan du gå til PC-fabrikantens egen hjemmeside og under Support finde såvel drivere som e-bøger med instruktioner – og tilsvarende for din printerfabrikant.

En række kendte PC-fabrikanters hjemmesider er:



For Windows-PC’ens vedkommende kan du finde meget kraftfulde og enkle måder at redde din PC på ved at klikke på denne dansksprogede artikel.


Du kan også gå til Indstillinger > System > Foretag Fejlfinding for at lade Windows selv foretage fejlsøgning og -rettelse.


YouTube-instruktionsvideoer

Det er meget godt med tekstlige beskrivelser af, hvordan man klarer tingene. Men en del mennesker fatter tingene hurtigere og bedre ved at se og høre om dem. Her viser videodelingstjenesten YouTube sig helt uvurderlig. Her findes alle mulige instruktionsvideoer til alskens udstyr – ikke kun inden for IT-verdenen.


Hvis du ønsker at finde ud af, hvordan du skifter et internt drev eller udvider RAM-hukommelsen i din bærbare PC, kan du finde en få minutter kort demonstration ved dér at søge efter ”Upgrade XXXX”, hvor XXXX er din PC-model, f.eks. ”Upgrade Lenovo Ideapad 3”.


Hvis du har spørgsmål til, hvordan kan gøre en bestemt handling i et program, kan du søge efter en instruktionsvideo dér. Det gælder bl.a. for disse:


  • Word
  • Windows
  • Android
  • iPhone
  • iPad


Langt det meste er engelsksproget materiale. Mange videoer kan dog simultantransskriberes med undertekster på dansk eller et andet blandt ca. 130 sprog.











Hvad skriver man som søgetekst?

Hvad skal du skrive for at søge efter hjælp på nettet? Her er eksempler på, hvad man kan skrive for at finde brugbar information på YouTube:


  • ”Upgrade Elitebook 840 g4” – Du skal IKKE skille din bærbare PC ad for at sætte mere RAM eller et SSD-drev i uden først at have gennemset en sådan instruktionsvideo! Et værktøjssæt til at åbne en bærbar PC kan købes billigt her.

  • ”Reset Canon Pixma MG6250” – Lær hvordan du kan nulstille din printers blæktal med mere. Du kan få mærkelige fejlmeddelelser væk, som ellers ville gøre din printer ubrugelig. Har du brugt uoriginalt blæk, så den ikke længere fungerer mere – ej heller med originalt blæk? Forsøg dig da med forskellige former for nulstilling, der demonstreres i disse videoer.

  • ”Hvordan oversætter man en tekst i Word?” – Få på et minut demonstreret oversættelsesfaciliteten i Microsoft Word. Du kan oversætte tekst fra dansk til et andet sprog – eller fra et andet sprog til dansk på et kort øjeblik – og det i en temmelig god kvalitet.

  • ”How to get my webcam functioning” – Hvis du ikke kan få videomødet i gang pga. manglende videovisning, lyd- eller mikrofonfunktion, så søg efter en løsning.

  • Har du problemer med MitID, e-Boks, Digital Post, print på biblioteket, sundheds-, netbank-, kørekort-app, selvangivelse, forskudsregistrering, offentlige sundheds-apps, digitale fuldmagter, f.eks. at få MitID-appen til at virke på en ny telefon? Så se og hør Heidi fra Frederiksberg Biblioteks Borgerservice to go (vejledningsvideoer) tydeligt og enkelt forklare, hvordan du gør. Klik her for at se hendes MitID-videoer.



























Supportér selv andre via Windows' "Hurtig hjælp"

I Windows 10/11 findes en gratis indbygget facilitet til at foretage fjernsupport via Internettet. Med den kan enhver – efter den supporteredes udtrykkelige accept og godkendelse – bistå og hjælpe en anden Windows-bruger, på en sådan måde, at denne kan både se den andens skærm på sin egen og styre såvel mus som tastatur på den andens PC. Det kræver ikke engang, at du har den professionelle udgave af Windows. Den supporterede person kan til enhver tid selv afbryde forbindelsen og kan følge hele forløbet på sin egen skærm. 


Forældre kan dermed i princippet få deres børn og børnebørns hjælp helt uden, at nogle af parterne behøver at bevæge sig uden for en dør. Selvom om familiemedlemmet bor i den anden ende af landet, er det muligt efter telefonisk samtale at etablere fjernbistand over Internettet. Det er normalt at tale sammen over telefonen, mens seancen står på. 


Tjenesten kaldes af Microsoft i flæng både Hurtig Hjælp og Lynhjælp. På engelsk kaldes dend Quick Assist.


Sådan sætter du en Hurtig Hjælp-session i gang på én af disse tre måder:


  1. Klik på Start, skriv Hurtig hjælp, og vælg den derefter på listen over resultater.
  2. Tryk på Ctrl + Windows-tasten + Q.
  3. I Windows 11 kan du vælge Start > Alle > Hurtig hjælp.


PC-mødestedet er en seniordatastue

Kom og mød de frivillige i PC-mødestedet.


Folkepensionister, førtidspensionister, efterlønsmodtagere, selvpensionererede og seniorpensionister fra Søborg, Bagsværd, Mørkhøj og andre steder i Gladsaxe Kommune og omegn er alle velkomne i PC-mødestedet i Aktivitetshuset Seniorklubberne i Høje Gladsaxe, som du kan finde adressen til her.


Vi holder åbent om onsdagen mellem kl. 13 og 16.


Kom med dit eget udstyr – smartphone, tablet, PC eller Mac – eller benyt vores stationære Windows-PC. Vi stiller Wi-Fi til rådighed for dig til dit eget udstyr.


Der er ikke noget medlemskab eller kontingent. Du behøver ikke engang at tilmelde dig på forhånd. Hvis du deltager i vores kaffepause i løbet af de tre åbningstimer, koster det dog 10 kr. for kaffe, the og brød. Men du er ikke forpligtet til at være med.


Med venlig hilsen


Lars Laursen, frivillig i PC-mødestedet.


Om PC-mødestedet

Du kan læse mere om PC-mødestedets aktiviteter og artikler på datastuens to blogge her:



Anden hjælp

Der er andre steder at finde hjælp – også via PC-mødestedets artikler:



Tags: #HurtigHjælp #Lynhjælp #QuickAssist #Seniordatastue #Datastue #SpørgGoogle #PC-mødestedet #Selvhjælp #Instruktion #Instruktionsvideo #Hotline #Microsoft #Apple #Eksperten.dk #Hardware #Software

 

Klik herover for at gå direkte til Eksperten.dk.

Bemærk: Videoklip på YouTube er ofte på engelsk. Vil du have dem på dansk? Det kan du ofte få ved først at slå automatisk transskribering til engelske undertekster til. Det sker ved at klikke på CC-symbolet. Derefter kan du slå danske undertekster til ved at klikke på tandhjulet i videoafspilleren: ⚙️ > Undertekster > Automatisk oversættelse > Dansk. Er underteksterne ikke tydelige nok? Du kan gøre dem større, ændre deres farve samt gennemsigtighed for undertekstblokken. Endvidere kan du sænke videoens afspilningshastighed, så du nemmere kan forstå, hvad der bliver sagt.

Se en dansksproget videodemonstration af Windows' Hurtig Hjælp.

Seneste kommentarer

16.09 | 14:45

Ja, og hvor kan man dog ønske at langt flere russere fik VPN-tilgang til verden uden for de putinstyrede kanaler. - 

01.06 | 09:36

Lyt til Danmarks bedste radiostationer og podcasts gratis på https://www.megaradio.dk/

01.05 | 11:41

God funktionel beskrivelse.
Appen Flyt til Ios har dog fået rigtig dårlig kritik, men heldigvis har jeg gode erfaringer med Samsungs Smart Switch.

30.12 | 10:15

glædelig jul og godt nytår
til jer alle
hilsen kurt

Del siden